Der skal ikke mange Google-søgninger til, før man finder forskellige indlæg om korrekturfejl og deres betydning. Herunder kan du se nogle få eksempler på, hvilken stor effekt, det kan have, hvis man ikke lige får korrekturlæst og tilrettet sin tekst.
Medicinalfirma i modvind
I en artikel fra 2015 i ”Ugeskrift for læger” nævnes der blandt andet, hvordan en korrekturfejl medførte, at medicinalfirmaet Glaxo Smith Kline (GSK) måtte tilbagekalde en håndbog, som hed: ”De første 6 år – en guide til forældre om feber og smerte.” Bogen indeholder en behandlingsvejledning for paracetamol til børn under 40 kg, hvor der fejlagtigt anbefales en dosering på 120 ml i stedet for 20 ml.
Korrekturfejl i regeringsgrundlaget
I en artikel fra Berlingske i 2011 fremhæves en skuffende konsekvens af en korrekturfejl i det politiske system. En ændring i regeringsgrundlaget, der ville have givet ældre borgere mulighed for at tilkøbe f.eks. ekstra rengøring, blev pludselig trukket tilbage, men nåede ikke at blive fjernet fra den skriftlige udgave før offentliggørelsen. Margrethe Vestager (R) forklarede på daværende tidspunkt, at tilkøbsydelserne var blev overset under korrekturen. Denne fejl medførte en naturlig skepsis fra borgerne over for politikernes evne til at opfylde løfter.
Bilka laver fejl i tilbudsavis
I 2016 overså den danske supermarkedskæde Bilka en fejl under korrekturen af deres tilbudsavis. En køkkenmaskine blev meget populær på de sociale medier, skriver BT.dk i en artikel. Med køkkenmaskinen fulgte nemlig ”en badevægt” i stedet for ”en bagevægt”.
Selve opslaget fik rigtig mange kommentarer, men Bilkas efterfølgende humoristiske udmelding om, at der var tale om jysk sprogbrug øgede opmærksomheden betragteligt. Udmeldingen gik på, at BaDevægt og baGevægt udtales ens på jysk på hovedkontoret i Aarhus. Det var en lille fejl, som kunne reddes med humor.
Ovenstående eksempler på korrekturfejl understreger behovet for en nøje gennemgang og kvalitetskontrol af alle tekster, uanset emne og teksttype. Det gælder også, uanset om du har skrevet teksten selv eller fået hjælp af AI-værktøjer i stil med ChatGPT, Gemini, DeepL, Co-Pilot osv. Korrekturfejl kan få betydelige konsekvenser – både personlige og økonomiske, så derfor er det afgørende at investere tid og ressourcer i at sikre, at indholdet er nøjagtigt og korrekt.