Det tidligst kendte sprogsamfund i Danmark stammer fra en tid, hvor de nordiske lande delte sprog. Dengang var sprogene endnu ikke opdelt i klare dialekter, som adskilte dem fra hinanden. Det sprog kaldes ”urnordisk” og stammer fra tiden mellem 200 og 500 f.v.t. Det nordiske fællessprog udspringer fra den germanske sprogfamilie, som har rødder tilbage til det indoeuropæiske grundsprog. Det indoeuropæiske sprog udgør verdens største sprogæt, og knap halvdelen af verdens befolkning taler et sprog, der udspringer af denne.[1]
I løbet af vikingetiden skete der en udvikling i det nordiske sprog. Lokale dialekter begyndte at blive mere udbredte, og fællessproget ændrede sig alt efter, hvor man befandt sig i norden.
I slutningen af 900-tallet blev kristendommen for alvor indført i Danmark. Kristendommen påvirkede både den danske skriftkultur, men også sproget, som blev talt i kirken, ved administrationen og af de lærde i samfundet. Dansk var yt, og latin var in. Da langt de færreste danskere kunne læse eller skrive, var samfundet overvejende mundtligt, men i løbet af denne periode udviklede samfundet sig i retningen af en større skriftlig administration. Og skriftsproget var latin.
Middelalderen og reformationen
I takt med middelalderens kulturelle forandringer blev flere ord fra udlandet optaget i det danske sprog, og især latinske ord fra kristendommen blev mere almindelige. I takt med, at flere og flere tyske adelsslægter kom til Danmark i løbet af middelalderen, blev det danske sprog naturligvis påvirket, og der blev optaget flere og flere tyske ord. Foruden adelsfolk kom der også mange handelsmænd og håndværkere til Danmark, og de snakkede tysk. Selv i dag står mange tyske ord, fra især håndværkerfaget, stærkt i det danske sprog, f.eks. ”bødker”, ”skomager”, ”snedker” og ”tømrer”. Ord, som man ikke allerede havde på dansk, blev lånt fra tysk eller latin.
Efter reformationen i 1536 forandrede det talte og skriftlige sprog i kirken sig fra latin til dansk. Bogtrykkerkunsten fik sit frembrud efter reformationen, hvilket betød, at flere bøger blev lavet på dansk. Blandt andet fik Christian 3.s bibel på dansk stor opmærksomhed, da den udkom i denne periode. Denne nye måde at masseproducere skriftligt materiale på, afslørede et problem i det danske skriftsprog. Der var nemlig ingen norm for dansk retskrivning, og det blev de allerede trykte bøger, der udgjorde retningslinjerne for retskrivningen.
"Hvad er det danske sprog?"
I 1600-tallet blev det danske sprog diskuteret, og der blev sat spørgsmålstegn ved, hvad det ”rigtige” danske sprog var. Blandt adelen og de veluddannede var københavnsk mest udbredt, hvorimod der i de mere landlige områder af Danmark blev talt med dialekt. Det blev besluttet, at københavnsk skulle være målestok for, hvad det det korrekte dansk var.
Da undervisningspligten blev indført i 1814, skulle det danske undervisningssprog ensrettes. Alle danske børn skulle lære at skrive og tale ”korrekt” dansk. Førhen havde standardiseringen af det danske talesprog været så ringe, at langt de fleste snakkede med stærke dialekter. I skolen blev de landlige dialekter betragtet som forkerte og uanvendelige. Man mente, at elevernes forskellige dialekter var en hindring for at lære at læse og skrive. Tanken var, at man skulle kunne tale et standardsprog for at kunne lære et standardskriftsprog.
Stort begyndelsesbogstav i navneord
Efter 2. verdenskrig tog danskerne afstand fra Tyskland på flere områder, deriblandt den indflydelse tyskerne havde haft på det danske sprog. Det medførte en retskrivningsreform i 1948, som afskaffede de store (tyskinspirerede) begyndelsesbogstaver i navneord. Reformen indførte også brugen af ”å” i stedet for dobbelt a.
I dag har engelsk stor indflydelse på det danske sprog. Internettet og globaliseringen har medvirket til importen af engelske ord i danskernes daglige sprog – både i skrift og tale. Sprogforskere mener, at det er den mest omfattende sprogimport siden den tyske i 1400-tallet. Dansk Sprognævn undersøgte i perioden 1955-1975 det danske sprog. I denne periode optog danskerne 4.000 nye ord, hvoraf 81 % var påvirket af engelsk. Det er dog ikke alle ord, som vi bruger på dansk ved at sige dem på engelsk. Mange ord er ”oversættelseslån”, hvor et ord er blevet direkte oversat fra engelsk til dansk, eksempelvis ”count down” er blevet til “nedtælling” og ”hang out” er blevet til ”hænge ud”.[2]
Det danske sprog er altså slet ikke dansk, men en sammenblanding af ord fra andre lande, men vi kan nu meget godt lide det alligevel.
