Lingua franca er et fællessprog, som benyttes til kommunikation mellem mennesker. For at et sprog kan betragtes som lingua franca skal det være et fremmedsprog for begge parter. Det betyder, at lingua franca kan være forskellige sprog, alt efter hvor man befinder sig i verden og i hvilken historisk tid.
Eksempelvis er swahili i Østafrika også et lingua franca, da mange i det område taler det som andetsprog i forbindelse med handler. Før i tiden var fransk et lingua franca blandt diplomater. Mange begreber i købmands- og handelsverdenen stammede fra tysk eller italiensk, og det var derfor de sprog, som blev anset som lingua franca i handelskredse. I middelalderen var latin det internationale sprog i Vesten – også selvom det kun var et skriftsprog. På samme tid var persisk lingua franca i Sydøsteuropa og Sydvestasien. Lingua franca behøver altså ikke at dække over det samme sprog i hele verden på samme tid.
Nogle sprog anvendes udelukkende som lingua franca f.eks. kunstsprog. Men lingua franca er vigtigt for kulturen, fordi grupper, som ikke før kunne kommunikere med hinanden, nu får mulighed for det på et fælles grundlag. Det kan være gavnligt inden for økonomi, handel, kultur, politik eller en kombination af disse. Lingua franca tillader også, at en indflydelse fra en dominerende kultur spreder sig selv, selv om medlemmer af denne kultur ikke er til stede.
I dag bliver engelsk kaldt et globalsprog, fordi der er så mange, som taler og forstår det. Men der er forskel på globalsprog og lingua franca.
Globalsprog omfatter også alle de personer, der taler sproget som modersmål. Med globalsprog er der en tendens til, at mindre sprog og dialekter uddør, fordi de bliver udvandet af globalsproget eller helt erstattet. Lingua franca derimod er sprog, man bruger til kommunikation, og som ikke er ens eget modersmål.
